Valg til DKK's bestyrelse - december 2022



Da jeg blev opfordret til at stille op til DKK's bestyrelse, meget kort tid før deadline, skulle jeg lige tænke mig grundigt om, for det er ikke en beslutning, man bør tage let på. Ansvaret er stort! Jeg besluttede at stille op, mest af alt fordi jeg gerne vil bidrage til DKK i en tid, som jeg ser som fuld af udfordringer på flere områder. De emner, som jeg har skrevet lidt om nedenfor, er emner, som jeg har tænkt over, synes kan forbedres, eller blot er nysgerrig på. Jeg har mange andre interessepunkter end lige det.


Jeg har respekt for den store erfaring der er i DKK, og det arbejde andre har lagt i DKK i årevis, men jeg tør godt stille spørgsmålstegn, have en holdning og stå ved den. Erfaring og kontinuitet i en bestyrelse er utrolig vigtig, men det er nye synspunkter og input også.


Jeg stiller op til en plads som repræsentant for jagthunderacerne, da jeg har retrievere, og dermed hører hjemme i DRK, men jeg har mange forskellige interesser indenfor hundesport. Jeg går på markprøver og jagt med mine hunde, når tiden tillader det, og nyder de dage hvor frosten knaser under støvlerne og hundene ved, at nu skal der ske noget sjovt, men vores hunde er også udstillingshunde, de bedste træningsmakkere og ikke mindst hele familiens kæledægger.


Vil du læse lidt mere om mig, så har jeg lavet et lille afsnit om mig selv og min baggrund under menupunktet "Min baggrund".


Jeg vil opfordre til, at medlemmer af DKK benytter deres stemmeret, uanset hvem man ønsker at stemme på. Selv vil jeg være taknemmelig for hver eneste stemme jeg får, og ydmyg overfor at nogen viser mig den tillid.


Jeg vil også gerne sige tusind tak til alle dem, der har valgt at støtte mit kandidatur:

Dansk Retriever Klub

Raceledelsen for labrador retriever

Spaniel Klubben

Dansk Hundedommer Forening

Newfoundlandklubben

Dansk Chow Chow klub






NKK-sagen, designerracer og udstillingskrav!

Hvordan undgår DKK en situation som den i Norge, hvor en dyreværnsforening har sagsøgt Norsk Kennel Klub og flere specialklubber og opdrættere, og foreløbigt fået medhold i, at det er i strid med lovgivningen at opdrætte Cavalier?


Hvordan sikrer vi, at hvalpekøbere vælger en velopdrættet DKK-hvalp, i stedet for en dyr designerrace/blandingshund?


Og hvordan skal DKK forholde sig til visse landes urimelige krav til de udstillede hunde?


Det er blot nogle af de store udfordringer, som fremtiden uundgåeligt byder på for DKK. Her skal DKK og specialklubberne virkelig være på forkant, hvis vi vil bevare vores racer og hundesport.


Udstilling, dommeruddannelse, dommerpåsætning og meget mere…

Jeg interesserer mig for alle aspekter af udstillingsverdenen, herunder afholdelsen af udstillinger, uddannelsen af eksteriørdommere og meget mere. Derfor er det også naturligt, at en del af min interesse er rettet den vej, hvis jeg skulle blive valgt til DKK’s bestyrelse.


Samarbejde med specialklubberne

Jeg har siddet i Labrador raceledelsen og DRK’s bestyrelse i sammenlagt 7 år. Jeg har oplevet samarbejdet med DKK, når det fungerer bedst og til alles gavn, men jeg har gennem årene også oplevet, at der kan være plads til forbedring. Jeg ønsker at arbejde for et godt, respektfuldt og konstruktivt samarbejde mellem DKK og specialklubberne, uanset hvilket område det gælder.


Sundhed og opdrætterfokus

Min interesse for sundhed udspringer primært af, at jeg er opdrætter. Derfor er det vigtigt for mig;

• at jeg kan bruge oplysningerne i hundeweb på en god måde i mit opdræt,

• at oplysningerne er valide og pålidelige, og at jeg ved, hvor de kommer fra,

• at jeg kan gennemskue om avlshunde er overført til DKK fra andre forbund og under hvilke betingelser,

• at DKK (i samspil med specialklubberne) holder øje med og agerer på, om der er store udsving i nogle af sundhedsbedømmelserne fra år til år eller over en årrække.


Som opdrætter har jeg også fokus på den del af DKK’s virke, der vedrører opdræt i alle mulige andre afskygninger end sundhed.


Foreningsliv og SoMe (sociale medier)

Sociale medier kan være en gave til en forening, der vil kommunikere. Det kan også virke modsat, når nogen ikke forstår spillereglerne.


Jeg ønsker at arbejde for, at man i alle specialklubber, kredse m.fl. under DKK’s store paraply kan bruge facebook mv. på en god og oplysende måde, og at SoMe brugere, som går over grænsen, ikke er i tvivl om, at det er en uacceptabel vej at gå. DKK har brug for en helt tydelig profil omkring brug og misbrug af SoMe.